Vind deltagelse i ECCO TOUR PRO/AM sammen med Bornholmerflyet.dk/DAT

Den 21. april afholder Bornholmerflyet.dk/DAT igen DAT MASTERS QUALIFICATION, og hovedpræmien er deltagelse i en to dags ECCO TOUR PRO/AM på Rømø Golf Links den 28. og 29. april.

Det er ikke første gang, Bornholmerflyet.dk/DAT inviterer til golfturnering på Bornholm. ”Sidste år arrangerede vi en tilsvarende turnering, og oplevede en rigtig fin tilslutning. DAT MASTERS QUALIFICATION afvikles som en åben holdturnering for alle bornholmere på Rø Golfbaner, mandag den 21. april kl. 11.00,” lyder det fra Lars Høeg, Managing Director og medejer i DAT.

Forretningsfører Carsten Hæstrup hos Rø Golfbaner ser også frem til turneringen: ”I år har vi haft en meget mild vinter og forår, så banen er i meget fin stand. Det vil sikkert betyde endnu større interesse blandt øens golfspillere. Og jeg tror, at mange gerne vil vinde hovedpræmien, som er at spille ECCO TOUR PRO/AM inklusiv overnatningen og rejsen t/r til Rømø Golf Links. Dertil er der mange andre præmier for deltagerne at spille om,” lyder det fra forretningsføreren.

Der er naturligvis nogle særlige regler for deltagelse i DAT MASTERS QUALIFICATION. Man skal f.eks. være fyldt 18 år, og der skal være 3 deltagere på et hold. Der er plads til maks. 101 deltagere, og kun ét hold kvalificerer sig til ECCO TOUR PRO/AM på Rømø Golf Links den 28. og 29. april, hvor DAT er titelsponsor for turneringen DAT Masters.

”Golfspillere der vil tilmelde sig eller ønsker mere information om DAT MASTERS QUALIFICATION, er velkomne til at kontakte Rø Golfbaner. Vi glæder os til at byde bornholmske golfspillere velkommen,” slutter Lars Høeg.