Mere jul og mere sommer til Billund-Bornholm

Det nye ruteprogram er nu offentliggjort for Billund-Bornholm ruten, og de rejsende kan glæde sig!
DAT starter ruten op allerede i april måned, men til dem der ikke kan vente så længe, har de ekstraordinært sat flyvninger ind her til jul.  

Årets sommerrute Billund-Bornholm blev en stor succes, og DAT måtte undervejs melde udsolgt.
”Vi har modtaget mange positive tilbagemeldinger på den direkte forbindelse mellem Jylland og Bornholm. De rejsende har virkelig taget godt imod ruten, og vi måtte indsætte flere afgange undervejs,” siger Jesper Rungholm, CEO og ejer af DAT. ”Derfor har vi valgt at udvide sæsonen for næste år, så vi starter flyvningerne allerede i april og flyver helt indtil oktober måned,” fortsætter Jesper Rungholm.
DAT starter Billund-Bornholm ruten den 21. april 2016, som er lige inden bededagsferien, hvor de mange små helligdage for alvor starter op. Ruten har afgange hver torsdag, fredag og søndag og lukker først ned til efteråret den 2. oktober 2016

DAT har i løbet af sæsonen modtaget mange forespørgsler, som primært er kommet fra DAT og Bornholmerflyet.dk´s egne facebooksider, hvor flere har ønsket afgange op til de danske helligdage.
 ”Ruten var ny for os i år, og derfor startede vi op med et sommerprogram. Men efter denne succesfulde sæson, hvor folk virkelig har vist interesse for ruten, så ønsker vi at tilgodese de mange rejsende. Vi har derfor valgt at indsætte fly på udvalgte juledage, så det bliver nemmere for bornholmerne og jyderne at fejre julen sammen i år,” slutter Jesper Rungholm.
”Jule-flyvningen” foregår på følgende datoer: 23/12-15 + 27/12-15 + 31/12-15 + 03/01-16.