Folkemødet 2013 gav passagerrekord

Folkemødet gav rekord

På fire dage rejste op mod 5000 passagerer med fly til og fra Bornholm. Og antallet af afgange var på 88 afgange mod de normale 46 afgange.

Der var igen i år flere tusinde ekstra rejsende med Bornholmerflyet.dk/DAT i forbindelse med Folkemødet i Allinge, og det gav naturligvis ekstra travlhed for både medarbejdere, besætninger og i Bornholms Lufthavn. 

”Vi har de seneste måneder forberedt en løsning, så vi kunne servicere de ekstra mange rejsende til dette års folkemøde bedst muligt. Blandt andet sendte vi medarbejdere fra ruteafdelingen i Vamdrup til Bornholm, så de kunne hjælpe til på billetkontoret. Derudover havde vi forberedt backup-fly og -besætninger, hvis det skulle vise sig nødvendigt,” fortæller Jesper Rungholm CEO i Bornholmerflyet.dk/DAT.

I samarbejde med Sekretariatet for Folkemødet og Bornholms Lufthavn, blev der også udarbejdet trykt materiale. ”Vi har uddelt en folder til de rejsende under flyveturen til Bornholm. Her informerede vi blandt andet om de videre transportmuligheder – og ved ankomsten i Bornholms Lufthavn blev de rejsende mødt af informationsbannere med gode råd om forhold ved returrejsen – netop for at undgå unødig kø og forsinkelse,” siger Jesper Rungholm.

”Samlet har vi fløjet 88 afgange fordelt over de fire folkemødedage og langt de fleste til tiden. På flere afgange har vi fløjet med vores største fly, en MD 83 med plads til 165 passagerer, for at sikre plads til alle,” udtaler Jesper Rungholm og fortsætter: ”Vores medarbejdere og besætninger samt personalet i Bornholms Lufthavn har leveret en ekstra indsats for at få det hele til at lykkes. De fortjener alle stor ros for deres indsats,” slutter Jesper Rungholm.