Bornholmsk uge ombord på Bornholmerflyet.dk

I efterårsferien vil de rejsende med Bornholmerflyet.dk få en ekstra smagsoplevelse, da der er indgået aftaler med tre lokale producenter af bornholmske lækkerier.

De rejsende vil kunne opleve smagsprøver fra Svaneke Bolcher, chokolade fra Kjærstrup og karameller fra Karamel Kompagniet.

”Vi vil gerne hjælpe med at markedsføre Bornholm så bredt som muligt. Så vi kom på ideen med udlevering af smagsprøver på bornholmske produkter, for at vise Bornholms mangfoldighed. Efterårsferien er et godt tidspunkt, fordi der er mange turister blandt passagererne,” fortæller Jesper Rungholm.

Anne Niberg-Zehngraff fra Karamel Kompagniet er helt med på initiativet: ”Vi er altid fortalere for lidt skæve og anderledes ideer. For os var det en sjov og oplagt mulighed at få præsenteret vores karameller og historie.”

”Fra chokoladeproducenten Kjærstrup, er Peter Bræstrup også glad for ideen: ”Det er godt, at Bornholmerflyet.dk tænker atypisk i deres markedsføring af Bornholm. Og vi var med på ideen med det samme, så de rejsende får en smagsoplevelse fra tre forskellige verdener. Passagererne vil blandt andet få vores populære orange trøffel.”

For Svaneke Bolcher gav det også god mening, og Thomas Ibsen, der ejer bolchefirmaet, udtaler: ”Vores produkter kan købes flere steder i Danmark. Men vi har fokus på, at vores rødder og ideen blev født på Bornholm, så det var oplagt for os at være med i Bornholmerflyet.dks bornholmske uge.”

Ombord på turen vil de rejsende også kunne læse mere om historien bag de bornholmske produkter, og hvor de kan købes. ”Vi håber, at vores lille event vil give et afkast til de tre producenter, og være med til at få markedsført Bornholms smagsoplever overfor ferierejsende,” slutter Jesper Rungholm.